Om Magismedjen

Velkommen. Rikkelin her. Jeg er reiki mesterhealer, clairvoyant,  autodidakt astrolog og heks blandet sammen i en gryde. Jeg har valgt at kombinere mine hatte og tilbyde lidt forskellige magiske ydelser, der er designet til at hjælpe dig med at fjerne blokeringer i dit liv og finde vej.

Mit liv har generelt handlet om at finde vej. Både da jeg som teenager forlod Pinsekirken, som jeg blev født ind i, hvor jeg med ét mistede mit fodfæste, netværk og briller at se verden igennem og blev kontaktet af en ældre dameånd, som fortalte mig om Guds/Altets evige kærlighed, der rakte ud over kirken

Eller da jeg i starten af 30'erne blev kontaktet af en shaman til en koncert, og han fortalte mig alt det, jeg gennemgik med få ord og tilbød mig at være med i nogle ayahuasca-ceremonier. Det var efter halvandet år forinden at have fået at vide af en bekendt, at ayahuasca (en magisk junglete fra Amazonas) ville finde mig, uden at jeg skulle søge efter den. 

Og da jeg i en ayahuasca-ceremoni fandt en helt anden mening med livet, end jeg regnede med at ville finde, hvilket var mit eneste holdepunkt, da jeg tre ceremonier senere stod dødssyg  med et kæmpe efterslæb og måtte skyde hvide pile efter ph.d-drømme og derfra skulle kæmpe mig tilbage til livet. Et skridt efter det næste.  

Jeg har lært meget om magi, manifestation og healing undervejs. Og jeg kender mit sinds kringelkroge og de uransagelige veje, som Universet kan kaste os ud på, og jeg er ekspert i at finde vej. Min vej. Jeg håber også, jeg kan hjælpe dig med at finde din. Og det selvfølgelig uden at skulle forestille alt er lys og kærlighed - med fare for at bypasse dine autentiske følelser.

 

I dag bor jeg sammen med min dejlige kone og kat i Rønde på Djursland, og det er herfra, jeg har mit virke. 

I kærlighed,
Rikkelin